Igang med lægelivet, små børn og hvordan man kan opleve skam eller dårlig samvittighed, når man har mere lyst (eller det er nemmere) at være på arbejde end at være sammen med ens egne børn.
Transcript (beta):
Nårh, det er jo godt at være på arbejde, så får man rent faktisk sovet om natten.
Velkommen igen til et godt og trygt lægeliv.
Jeg hedder Bue Meier.
Jeg hedder Lilli Sørensen.
Og vi sidder i min stue i Vejle.
Simpelthen.
Og vi har fået et spørgsmål mere, som vi vil koncentrere os om i dag.
Og det lyder sådan her.
Jeg vil gerne spørge, om I har noget råd til, hvis man egentlig føler, at ens arbejde gør en glad.
Faktisk er der mere glad og bedre trivsel end under studiet.
Men at det nærmere er på hjemmefronten, at flammen slukkes.
Jeg har to små børn.
Og jeg føler mig ofte restløs.
Og weekenderne er ofte hårde at komme igennem.
Det er nok mangel på tid til at tage mig af egne behov.
Men er det ikke skamfuldt og forkert, ikke at have lyst til at have weekend med sine børn?
Og det er jo faktisk et rigtig interessant spørgsmål.
Som jeg må egentlig rejse an helt i forskellige problemstillinger og forskellige følelser.
Og hvad der kan være svært.
Altså jeg tænker, at det vi ikke skal snakke om, det er at gå på arbejde.
Fordi vedkommende kan tydeligvis godt lide sit arbejde.
Men der er en eller anden ubalance.
Ja.
Altså jeg vil også allerede her fra starten sige, at jeg kan jo gennemhende rigtig meget for hele den her problemstilling.
Jeg synes jo egentlig, at den virker meget bekendt.
Fordi det der med at have små børn.
Og den der uansetmelse med, at er det rarere at være på arbejde,
eller så kan jeg ikke lide mine børn nok, eller er det forkert, at jeg måske har mere lyst til at være på arbejde.
Men det er bare fordi, at ligesom det nogle gange kan være hårdt at være på arbejde,
så kan det også nogle gange være nemmere.
Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har prøvet det der med at opleve at man joker det,
men det er jo godt at være på arbejde i nattevagt,
fordi så får man rent godt sovet om natten.
Ligesom at man bliver vækket hele tiden.
Det er også nemmere sådan at, når jeg går på toilet og er på arbejde, så går jeg selv på toilet.
Og selvfølgelig kan jeg have vagttelefonen,
men ellers så bliver jeg jo heller ikke forstyrret, når jeg er på toilet.
Det er meget basic.
Og det er ligesom at have et helle.
Ja, det er ligesom at have et helle.
Og alle de ting, der ligger derhjemme, og alle de konflikter, der er derhjemme,
som man naturligt har, når man har små børn,
de er der bare ikke, når man er på arbejde.
Det kan godt være, at du ved det lidt i baghovedet,
men de er der bare ikke.
Du kan ikke tage dig af dem, du skal ikke tage dig af dem,
og der er ingen, der forventer, at du gør det.
Men lige så nær du er hjemme, så kan du jo føle en forventning for andre,
for din ægtefælle, for dig selv, for dine børn, at der er tusind ting, du gør,
og at du egentlig helst kunne være to, tre eller fire forskellige steder på én gang.
Så på den måde er der ikke noget at sige til det.
Det kan måske ikke være rart at være på arbejde.
Og det er faktisk et meget eksistentielt spørgsmål i forhold til,
hvem er jeg, når jeg ikke går på arbejde?
Og se på…
Børn er jo, kan man sige, et livsvilkår, som forhåbentlig også er et rigtig kærligt et,
men hvad er der ellers?
Har vedkommende en partner?
Går det godt i kærlighedslivet?
Er de hjemlige forhold…
Er der nogle udfordringer der?
Er der noget familie, der står og rykker?
Er der noget økonomi, der er udfordret?
Er der nogle fritidsinteresser, som vedkommende har lyst til, men ikke har tid til?
Der er mange aspekter.
Og for at få et overblik, så er invitationen også til at gå ind og få synligt gjort det.
Og der tænker jeg på et af de coaching-greb, som man kan lave i forhold til
at få skrevet nogle overskrifter ned.
Og så tage sig den stund.
Altså lave en time out til sig selv.
Gå ud i naturen, som er jo fantastisk til at understøtte en proces.
Sæt sig på en bænk, have varmt tøj på og måske noget kaffe med i en termokande.
Og så sidde og filosofere over og se.
Er det det der område?
Er det acceptabel?
Er det et gap, som måske i forhold til det jeg gerne ville,
som er en livsomstændighed lige nu, er det der den ligger?
Eller er der et eller andet uopfyldt i mit liv, som kalder på mig?
Som kalder på en ændring?
Eller som kalder på en forbedring?
Eller en afslutning?
Så der kan være rigtig mange veje.
Men for at finde ud af det, så er man nødt til at gå ind og mærke efter,
helt inde i sit hjerte, helt inde i sig selv.
Og alene tid til det.
I stedet for at det kører som sådan en understrøm,
også når man er på arbejde,
at det gør, at man er enormt glad for sit arbejde,
og der er succes og yder sit bedste,
og så ligger den alligevel og ligger der.
Og den har ikke løst sig, bare fordi man går på arbejde.
Ja, det er det.
Selvom man siger, at man skal på arbejde, så er det også på en måde lidt en flugt, når det er.
Der er to ting, jeg lige tænker på.
Det ene er, at jeg rent faktisk har snakket med nogle andre om det,
og finde ud af, at der også er virkelig mange andre, der også synes,
at det er faktisk hårdt og det er svært,
og jeg ville bare ønske, at jeg kunne have noget tid, hvor jeg var alene,
og børnene var et eller andet sted.
Sådan at opdage, at der faktisk også er mange andre, der har det sådan.
Sådan at opdage, at det ikke er så skamfuldt længere,
fordi det er ikke bare mig, der er en dårlig forældre,
eller en dårlig læge.
Jeg er faktisk bare en helt almindelig menneske,
der er i en periode i mit liv,
der har nogle helt oplagte udfordringer,
og hvis du sidder derude og tænker,
jeg har bare slet ikke nogen af de der udfordringer,
der er helt bare kørt glat af.
Så ring lige til mig, jeg vil gerne høre, hvordan det er,
fordi jeg har ikke mødt nogen endnu.
Så for at sige, at det er helt normalt,
at det der er en mil for at snakke om, det kan være rigtig godt.
Jeg tænkte en anden ting, jeg også tænkte lidt på,
det der med helt let, når man siger, at det er let at være på arbejde.
Jeg oplevede faktisk på et tidspunkt,
så pendlede jeg cirka en time hver vej til at få arbejde,
og jeg arbejdede 37 timer om ugen,
og vi havde så på det tidpunkt kun vores første barn.
Jeg synes, det var vildt hårdt, men det var nemmere at være på arbejde.
Men alligevel så opdagede jeg,
da jeg prøvede at gå på deltid,
at så blev det også meget nemmere.
Så selvom det var rarere at være på arbejde,
så var det faktisk det, jeg skulle gøre mindre af,
før det andet fungerede godt.
Fordi når jeg lige pludselig havde,
det var jo ikke bare 7,5 timer, jeg var på arbejde,
det var en time hver, jeg pendlede.
Ja, det var to timer ekstra.
Så det var 9,5 timer, der lige var væk der,
eller mere, og hvor jeg måske også var træt med at komme hjem.
Det gjorde jo, at jeg begyndte at sove lidt mere,
hvilket var meget rart, og jeg havde et eller andet overskud.
Så det der hjemme, hvor jeg synes, det var svært,
som jeg måske så på en måde flygte lidt frem på noget,
det ville jeg jo egentlig også bør gøre.
Men da jeg skar ned på det, så blev der faktisk noget mere overskud til det andet.
Jeg blev ligesom en bedre forælder af det,
jeg blev en mere glad forælder,
og det blev lettere til at tvinge en lille smule tid,
måske ikke helt så meget som jeg burde,
men lidt ud, bare hvor jeg kunne være mig selv,
eller hvor jeg kunne træne lidt,
eller gøre nogle af de ting, der gav mig noget overskud.
Men det er jo rigtig vigtige spørgsmål i forhold til,
hvad er det ultimative kærlighedsforhold til sig selv,
hvor man kan give af fuldt hjerte,
hvordan er relationerne?
Og så vil jeg tilbage til, er der noget, der halter?
Så man gør noget ved det.
I hvert fald enten noget, man kan arbejde med sig selv,
eller man er nødt til at arbejde med en relation.
Og hvis det er børn, der virkelig trænger,
så er det måske det vigtigste lige nu,
kontra en karriere på sigt.
Så det afhænger af livets omstændigheder på et givet tidspunkt.
Og der, hvor det bliver svært,
det er der, hvor ordet skam kommer ind.
Fordi dårlig samvittighed,
frygt for noget,
noget, der ikke rigtig kører.
Og så er der egentlig ikke så langt til skam,
som en følelse, der er rigtig svær at gå med.
Ja, og skam er jo den der følelse af,
jeg er ikke god nok, jeg er ikke nok.
Der er noget i vejen med mig.
Det er ikke bare, at jeg har lavet en fejl,
men der er noget grundlæggende i vejen med mig.
Det er jo den følelse, man har faldt, når man snakker om skam,
og det er også derfor, det er så ubehageligt.
Fordi nogle gange, hvis du bare har lavet en fejl,
så kan du måske føle skyld,
og så kan du måske sige undskyld, fordi du føler, du har gjort noget forkert.
Du kan sige undskyld, du kan rette op på det,
hvis du tror, der er grundlæggende noget i vejen med dig.
Men hvad skal du så gøre?
Og er det også okay at have en weekend,
hvor man simpelthen bare har lyst til noget helt andet,
end sin familie, end sine børn?
Er man så et dårligt menneske?
Selvom man elsker dem overalt på jorden,
skal man så føle skyld eller skam?
Nej, det er jo det.
Nogle gange har jeg også kommet derhjemme,
så har vi kommet til at diskutere det der med,
jamen, før vi fik børn, hvad synes vi var sjovt,
eller vi gerne ville?
Og det var selvfølgelig at være sammen,
os to, men derhjemme.
Men det var jo også at se en hel masse andre mennesker,
og det var også at lave en hel masse andre ting,
og det var flere forskellige ting, og interesser og sådan noget.
Og det er jo ikke fordi, alle de interesser,
og at man har lyst til at se andre mennesker,
eller at have fritidsinteresse,
det er jo ikke fordi, de bare forsvinder, fordi man får børn.
Man har tid til det,
og det er jo ikke sådan en periode engang, hvor man tænker på det,
fordi man er så fyldt op inde i hovedet.
Men det er jo ikke fordi, de er væk,
det er jo ikke sådan, at de forsvinder på en eller anden magisk måde,
og det tænker jeg også er vigtigt at huske på.
Jeg griber lige det der ord tid,
fordi vi kan jo have nogle forestillinger om,
af uge har vi tid til,
og jeg har ikke tid til meget,
jeg har ikke tid til noget som helst.
Så hvad nu hvis du skulle skrive ned,
hvor meget tid du bruger på de sociale medier om dagen?
Det er et godt spørgsmål.
Jeg kan jo faktisk sige,
det er faktisk ikke så meget,
men det er jo så også fordi,
at jeg har gjort en meget aktiv indsats,
for ikke at gøre det.
En ting jeg har gjort, det er jo rent faktisk at installere en app på min telefon,
som blokerer de andre apps,
i at kunne blive åbnet.
Så derfor, hvis jeg går på Instagram,
så låser den op i fem minutter,
så går jeg ind og gør et eller andet, som jeg tænker,
det tager lige halvandet minut, og så slukker den selvfølgelig igen appen.
Og så går der fem minutter,
og så kommer det der pop-up, der siger,
at appen er blokeret, og så tænker jeg,
at det kunne jeg jo så ikke finde ud af at stoppe.
Det var også okay, men så havde jeg faktisk stoppet mig selv,
for jeg gjorde i hvert fald det der, der tog halvandet minut.
Nogle gange har jeg faktisk også glemt at sende det til,
de låste den op en gang til.
Men så havde jeg stoppet mig selv,
for ellers kunne jeg snildt sidde der i 15-20 minutter.
Og det er jo et tid,
som måske føler mig stjæler,
men det går jo fra et eller andet.
Er det bare rigtigt at være dig selv,
når du kigger på noget?
Er det fra at være sammen med dine børn,
eller er det fra at være sammen med
din bedre halvdel?
Det går fra et eller andet.
Nu er jeg faktisk gået så langsomt til,
at min søn nogle gange påtaler,
at jeg rigtig tit lige kigger på min telefon.
Jeg skal lige se, om der er et eller andet.
Selvom jeg har slået lyden fra beskederne,
så kigger man lige, om der er et eller andet,
og så ryger mit fokus, og jeg læser lige et eller andet.
Nogle gange ligger jeg simpelthen i et rum,
eller jeg har rent faktisk hentet min børn,
uden at have min telefon med mig,
og den bliver liggende derhjemme.
Det lyder meget basalt,
men det var faktisk grænseoverskridende.
Men jeg er jo fra en tid, da mine børn var små.
Nu er de jo vokse.
Det er jo ikke på samme måde.
Der var ikke Facebook.
Det var først senere, jeg kom på Facebook.
Og Instagram fandt vi så overhovedet ikke.
Så den tidsrøve, den var der ikke.
Nej.
På samme måde.
Så det der med at gøre,
hvad vil du bruge tiden på?
Hvor er dit fokus?
Og helt banalt,
så kan man jo skrive ned,
hvad man bruger tiden på.
Ja, ja, og tidsschema og alt muligt.
Men ja, for så kan man faktisk få en øjenåbner
i forhold til,
hvad gør jeg fra den tid,
jeg kommer hjem til jeg går i seng?
Og får jeg overhovedet sovet nok?
Og har jeg den kæreste-tid,
jeg gerne vil have og tid med børn?
Og lige pludselig, så kan du måske finde ud af,
at når jeg lægger alle de der fem minutter sammen,
måske brugte en hel time på
at sidde og scrolle på et eller andet.
Show me whatever.
Ja.
Mens jeg går her og er dårlig samvittig,
og jeg ikke har tid til mig selv,
og bliver mellemfornøjet,
og tænker, så er der jo også dårlig mor.
Så hvor er kærneoversagen henne?
Ja.
Og må jeg sige med det samme her,
det er jo ikke fordi, der er noget i vejen med dig,
at du kan ende med at sidde og scrolle igen og igen.
Det er jo fuldstændig arbejde for psykologer,
at lave apps, så man ikke kan finde ud af at slippe dem.
Så det er sådan en
ophævet battle.
Og det er også derfor, at
jeg troede også en gang, at
jeg skulle bare have noget viljestyrke,
eller jeg skulle bare være god, og så kunne jeg bare lægge det frem.
Men efter jeg ligesom har lagt det frem og sige,
det er ikke et spørgsmål, om jeg har viljestyrke nok,
det burde jeg kun have lagt det frem og sagt,
prøv at høre, jeg skal bare gøre det,
der virker for det,
så er det blevet så meget nemmere.
Så det handler jo også om at lave de der aftaler
med sig selv,
for at få den sammenhæng med at gerne vil have
i sit liv, i sit fritidsliv,
og det er jo det, vi har fat i lige her.
Det er jo både aftaler og rammer,
for det er jo ikke kun en aftale med mig selv,
om jeg ikke vil gøre det, for den havde jeg lavet.
Men jeg havde brug for et trin mere,
for at kunne gennemføre det.
Det var simpelthen de der rammer, som f.eks. telefonen lå et andet sted,
eller der er ikke lyd på, jeg har en app
til at blokere.
Så det er nogle handlinger. Det kunne også være,
at du skulle have lavet en aftale med din kone,
om et eller andet.
Så det er jo forskelligt.
Nogen har brug for at være i faste tøjler,
og skrive ting ned,
og andre kan godt mærke,
at nu løber der af med mig det her.
Så det inviterer jo til,
at vi alle sammen går ind og kigger,
ind i os selv,
med hvad vores behov er,
hvad for et liv vil vi gerne have.
Og så lad være med at skamme os over det.
Det er faktisk helt almindelige,
menneskelige behov,
som vi alle sammen har.
Menneskelige behov,
som vi alle sammen har brug for at få opfyldt.
Og det er faktisk naturligt at gøre det,
både for dig selv,
og for dem du er sammen med,
eller arbejder sammen med.
At vi alle sammen har de behov,
og vi både skal finde plads til det.
Og så få uddelegeret,
og så få kigget på de her ting,
og få kigget på de der følelser,
og finde ud af, er der et sted, hvor kæden hopper af.
Måske er der et blind spot,
i forhold til…
der har de der skyklapper på,
og ikke kan kigge ud til siden.
Hvis nu fjerner den sig,
gemmer der sig så et problem i virkeligheden,
som du har lyst til at kigge på?
Altså,
et rigtig godt bud,
for nærmest 25 år ydre, så vil svaret være,
ja.
Og det er jo individuelt.
Men ved at tage tingene,
og følge det der skal føles,
og så transformere det,
ændre det til noget man gerne vil have,
jamen,
så gør noget godt for liv.
Helt bestemt.
Ja, men…
Jeg er helt sikker på, vi fortsætter med det her,
fordi det her, det kan jo køre ud i alle retninger,
i forhold til
det der fortærskede udtryk,
work-life balance,
eller
all inclusive lægeliv,
eller liv i det hele taget.
Og der er det jo så super godt,
der er jo velkommen til at skrive til os,
eller hvor I nu måtte følge os,
med spørgsmål, vi kan tage op,
så vi kan ramme noget af de der lige netop af brug for.
Du lytter stadigvæk med.
Det betyder, at du interesserer dig for,
at dit arbejdsliv,
at dit privatliv hænger godt sammen.
Og der kan jeg fortælle, at vi har et kursus,
et godt og trygt lægeliv,
som netop hjælper dig med det her,
hvor du selv kan komme ind og arbejde
med skyld, skam,
grænsesætning, værdiafklaring,
og hvordan du i det hele taget får det hele
til at hænge sammen på en ordentlig måde,
så du kan have et godt lægeliv.
Kig ind på min hjemmeside,
buemeier.dk,
eller på min eller Lillis
Instagram profiler, for at læse mere om
kurset og hvordan du tilmelder dig.
Pas godt på dig selv.